Om mig

Levede Erfaringer har til formål at gøre stemmer fra psykiatrien og socialområdet mere synlige og anerkendte. Jeg tror på, at vores levede erfaringer er en værdifuld ressource, der kan bidrage til at forbedre forståelsen og behandlingen af mennesker i psykisk lidelse. 

Jeg brænder for at gøre en forskel for mennesker, der kæmper med at finde vejen i deres liv.
Jeg holder oplæg om min rejse igennem mit liv og om måske at opnå tilfredshed med tilværelsen.
Jeg er fortaler for bedre rettigheder og vilkår for alle, der ikke lige passer ind i samfundet.
Jeg tror på, at dialog er vejen frem. Kan vi tale om det, så kan vi klare det.
Jeg blev gjort bevidst om min autisme som voksen. I dag ser jeg blot mennesker, ikke diagnoser.

Jeg har brugererfaring fra børne- og ungdomspsykiatrien, opholdssted for unge, behandlingspsykiatrien, socialpsykiatrien og §85 støtte. Da jeg boede på et socialpsykiatrisk botilbud, mødte jeg for første gang LA2. Min interesse blev hurtigt vækket. Sammen med medarbejdere fra botilbuddet blev jeg uddannet til certificeret LA2 træner. Derefter fik jeg muligheden for at undervise i LA2, både på det botilbud og jeg kom også ud på andre steder og dele min viden og levede erfaringer. I 2023 blev jeg ansat som peermedarbejder hos Sopra Konsulenterne. Sopra står bag LA2.

I 2023 begyndte jeg også på den toårige uddannelse i åben dialog, som jeg færdiggjorde i 2025.

Jeg har flere peerkurser med mig også.

Jeg er nærværende og humoristisk i min stil, og jeg kan vække følelser, når mine levede erfaringer kommer i spil. Jeg går meget op i, at vi kan lære af alt. Kritiske hændelser såvel som situationer, der er godt mestret. 

Jeg ved, at mennesker kan udvikle sig godt med den rette hjælp og støtte - hvis der er håb for fremtiden.

"Lars har holdt oplæg på kurser, temadage og konferencer - fra små grupper på 10 mennesker til store grupper på 150 mennesker. Lars har holdt faglige oplæg om LA2 og personlige oplæg om recovery, traumer og egen livshistorie. Uanset hvilket emne Lars underviser i, så gør han det fremragende. Han er velforberedt, skarp og humoristisk og leverer sine budskaber med stor indlevelse. Ofte kommer deltagere til mig efterfølgende og fortæller hvor stort indtryk det har gjort, at høre Lars holde oplæg."
Trine Uhrskov, Sopra Konsulenterne

Min historie er en personlig rejse gennem psykiatrien og socialområdet. Det er en rejse fyldt med udfordringer, men også med vigtige og lærerige erfaringer. Jeg har oplevet de udfordringer, som mange mennesker med psykiske lidelser står overfor, og det har givet mig en stor forståelse for, hvad det vil sige, ikke blot at have have en psykisk lidelse, eller være (neuro)divergent, men også at blive misforstået af fagpersoner meget ofte. Jeg har oplevet, hvordan det er at blive mødt med fordomme og stigmatisering, fra fagpersoner, andre brugere og samfundet generelt. Mit håb er at vi alle kan lære, så vi sammen kan skabe bedre betingelser for mennesker der befinder sig i psykisk lidelse og udsatte sociale positioner.