Talens evne til at udfordre - til det bedre?

Jeg kan nemt komme til at undre mig. Jeg kan tænke over rigtigt mange ting, i løbet af en dag. Noget jeg for alvor kommer til at tænke på er, at når mine tanker munder ud i, at jeg undrer mig og så senere giver udtryk for det, der undrer mig, så møder jeg modstand. Modstanden kommer ofte fra det, jeg undrer mig over. Må jeg ikke undre mig? Må jeg ikke undre mig over nogle specifikke ting og emner? Jeg må vel gerne undre mig, men giver jeg udtryk for det, er det så kritik? Hvis det er kritik, er det så nødvendigvis noget der er negativt? Kan det være et ønske om at vi gør noget bedre? 

Jeg tror på at vi både skal og må, tale om tingene, om problemerne, om udfordringerne. Vi skal lære af fortiden. Vi skal lære af vores oplevelser, gode om dårlige. Det skylder vi os selv, vores nærmeste og vi skylder det til hele samfundet. 

Desværre oplever jeg at debat ofte opfattes som angreb. Min oplevelse er at vi opfatter kritik og debat omkring os, som angreb og vi vil da ikke angribes. Jeg tror da også at nogle bruger debatten som angreb og til at fremme dem selv. Selvfølgelig... Måske er det også noget omkring respekten i det. Hvad for nogle ord og vendinger bruger vi. Hvad for nogle sammenligninger bruger vi? Tja, det kan bliver voldsomt. Vi kan jo blot være uenige, kan vi ikke? 

Jeg bliver ked af det når en debat lukkes ned. Når det jeg undrer mig over, bliver afvist med et svar som:" Sådan er det bare." Men hvorfor? Kan det være andet? Kan vi tage fejl? Kan vi ikke gøre det bedre end vi gør nu? 

Lad os undres sammen. Lad os tale sammen. Lad os udfordre sammen. Lad os være uenige sammen.

 Lad os gøre det bedre - sammen.