Passer uniformen ikke - lev med det?
02-12-2025
Vores moderne samfund føles som en uniform, der er 4 størrelser for lille. Vi skal vokse for enhver pris. Sociale medier er blevet til en religion og prædikanten er et ungt menneske, der sælger wellness pakker, der er lavet af overarbejde og cortisol. Vi skal gerne køre vores liv, som er det en stor virksomhed. Vi taler til hinanden, som om vi prøver at tage magten i bestyrelsens mødelokale. Vi er ved at lade vores liv blive til medarbejderudviklingssamtaler. Hvordan kan vi øge præstationen. Hvordan kan vi optimere vores liv. Hvordan kan vi effektivisere vores hverdag. Vi har lifehacks der er sund fornuft og de bliver hyldet eller nedgjort, alt efter hvor populære "opfinderne" er. Vi skal være online konstant - fu%$ mig, ikke mere!Vi hylder og belønner mennesker der snyder andre, og vi håner de der er blevet snydt og kalder dem dumme. De burde jo have vidst bedre. Kynismen har vundet, når vi nedgør andre, for at have skabt noget smukt.
Vi er alle blevet entertainere og publikummerne bedømmer os med stjerner. Fem stjerner hvis publikummet er underholdte. En stjerne hvis vi minder dem om livet og medmenneskelighed, eller fornærmer dem. Likes, kommentarer og delinger, er som det nye testamente, som vi tilbeder på algoritmens alter. Hvor hvile og fredsommelighed bliver set som dovenskab og blasfemi. Mens stress og udbrændthed er æresbevisninger, der udsmykker mit indsunkne bryst. Den passer mig ikke, uniformen. Ikke over skuldrene, ikke i taljen, ikke i sproget, ikke i tempoet.
Den her uniform er ikke min.
Jeg har tidligere følt mig alene og forkert i den holdning. Følt mig isoleret. Jeg har stået og kigget i spejlet og tænkt om jeg er den eneste med en uniform der, ikke passer til mig, eller om vores kultur blot har dårlig pasform for os alle, hvor nogen blot ikke endnu kan mærke mærket der kradser i nakken, skuldrene der forbliver oppe og taljen der føles så ubekvem, at tanken kun er at bryde ud. Måske er svaret ikke at bryde ud af uniformen.
Måske er svaret at møde den rette skrædder, der kan tilpasse uniformen til os, så den igen bliver komfortabel og rar at være i. Få den tilpasset til min krop, og ikke den krop nogen forventede at jeg blev til. Jeg ved nu, at der er flere derude, der har lyst til at smide den uniform, der aldrig elskede dem. Vi ser ofte, ikke den råddenskab, der er i uniformen, men vi mærker den. Nogen ser den, råddenskaben, og gør opmærksom på den. De får beskeden, at de må leve med den. Derfra bliver det hårdt og ensomt.
Så i stedet for at lade råddenskaben vokse, kan vi så tilpasse uniformen? Gøre den lidt større for nogen og mindre for andre. Kan vi gøre, så den igen bliver rar at være i for dem der bærer den. Når uniformen er behagelig, så bliver overskuddet også større. Så kan vi være mere for hinanden af lyst og ikke af nød. Så kommer vi til at høre grin i børnehaven og skolen igen. Vi vil høre latter rundt om middagsbordet, når vi deler vores gode oplevelser med hinanden. Der bliver vi forbundet med hinanden. Så hjælper vi hinanden, fordi vi har lyst, og ikke fordi vi tænker på hvad vi kan få igen. Så kan vi gå en tur, uden at skulle opnå at gøre det på en hvis tid eller opnå en bestemt distance for at overgå andres tur. Så kan vi gå en tur, for at nyde fuglenes kvidren, de vilde blomster og den blå himmel, med de spredte hvide skyer, der kan ligne alverdens ting. Der kan vi opleve en forbundethed. Der begynder uniformen at passe os igen.
Der kan vi være mennesker igen…
Vi er alle blevet entertainere og publikummerne bedømmer os med stjerner. Fem stjerner hvis publikummet er underholdte. En stjerne hvis vi minder dem om livet og medmenneskelighed, eller fornærmer dem. Likes, kommentarer og delinger, er som det nye testamente, som vi tilbeder på algoritmens alter. Hvor hvile og fredsommelighed bliver set som dovenskab og blasfemi. Mens stress og udbrændthed er æresbevisninger, der udsmykker mit indsunkne bryst. Den passer mig ikke, uniformen. Ikke over skuldrene, ikke i taljen, ikke i sproget, ikke i tempoet.
Den her uniform er ikke min.
Jeg har tidligere følt mig alene og forkert i den holdning. Følt mig isoleret. Jeg har stået og kigget i spejlet og tænkt om jeg er den eneste med en uniform der, ikke passer til mig, eller om vores kultur blot har dårlig pasform for os alle, hvor nogen blot ikke endnu kan mærke mærket der kradser i nakken, skuldrene der forbliver oppe og taljen der føles så ubekvem, at tanken kun er at bryde ud. Måske er svaret ikke at bryde ud af uniformen.
Måske er svaret at møde den rette skrædder, der kan tilpasse uniformen til os, så den igen bliver komfortabel og rar at være i. Få den tilpasset til min krop, og ikke den krop nogen forventede at jeg blev til. Jeg ved nu, at der er flere derude, der har lyst til at smide den uniform, der aldrig elskede dem. Vi ser ofte, ikke den råddenskab, der er i uniformen, men vi mærker den. Nogen ser den, råddenskaben, og gør opmærksom på den. De får beskeden, at de må leve med den. Derfra bliver det hårdt og ensomt.
Så i stedet for at lade råddenskaben vokse, kan vi så tilpasse uniformen? Gøre den lidt større for nogen og mindre for andre. Kan vi gøre, så den igen bliver rar at være i for dem der bærer den. Når uniformen er behagelig, så bliver overskuddet også større. Så kan vi være mere for hinanden af lyst og ikke af nød. Så kommer vi til at høre grin i børnehaven og skolen igen. Vi vil høre latter rundt om middagsbordet, når vi deler vores gode oplevelser med hinanden. Der bliver vi forbundet med hinanden. Så hjælper vi hinanden, fordi vi har lyst, og ikke fordi vi tænker på hvad vi kan få igen. Så kan vi gå en tur, uden at skulle opnå at gøre det på en hvis tid eller opnå en bestemt distance for at overgå andres tur. Så kan vi gå en tur, for at nyde fuglenes kvidren, de vilde blomster og den blå himmel, med de spredte hvide skyer, der kan ligne alverdens ting. Der kan vi opleve en forbundethed. Der begynder uniformen at passe os igen.
Der kan vi være mennesker igen…