Et usikkert menneske i en usikker verden.

Betyder det noget at bekymre sig om de små ting, når hele verden er ved at falde sammen?

Hvorfor prøve at gøre den lille forskel jeg kan, når den idiotiske opførsel af nogle få rige mennesker gør, at vores verden kan ende, fordi deres ego bliver ramt? Alt hvad vi kender til og elsker, kan blive til ingenting, hvis et menneske bliver så ramt, at det ikke ser anden udvej.

Skal vi kaste håndklædet i ringen og give op?

Ser du nyhederne fra hele verden blot en enkelt dag, så forstår jeg godt, at du tænker sådan. Det er så nemt, at føle sig komplet uduelig og uden evnen til at gøre en forskel.

Men for mig er det netop det vigtige.

Vi kan godt lade det svære og onde vinde over os. Lade det besværlige og hårde tage vinden fra vores sejl. Men ville vi så være forskellige fra dem? Ville vi så ikke blot være vrede og en negativ indflydelse på alt omkring os?

Det er hårdt ikke at falde i det negative.

Vi har brug for at stå sammen og blive ved. Vi har brug for at vores stemmer oser af kærlighed, medfølelse og retfærdighed og vores stemmer skal være højere end nogensinde før.

Vi skal ikke ignorere hvad der sker og bare lade det ske.

Jeg siger at vi må give mere nu, på trods af alt hvad her foregår. Det er i sådanne tider som nu, hvor verden har brug for at vi hjælper hinanden, uden at stille spørgsmål til hvorfor og hvad får jeg ud af det hvis jeg hjælper, fordi det kommer tilbage og gør godt for dig at hjælpe andre.

Vi må være positive på trods.

Vi må søge fællesskaber hvor vi er der for hinanden, uden betingelser.

Vi har brug for at tale sammen og lytte til hinanden, fordi vi er interesserede. Ikke fordi vi tænker hvad vi selv nødvendigvis kan vinde ved det.

Den situation vi har i dag er, for mig at se, et produkt af vores samfunds udvikling. Vi hylder de magtfulde, fordi vi ser dem som stærke. Vi hylder dem der opnår stor materiel rigdom, uden at tænke over hvad det har kostet. Vi hylder det perfekte og fejlfrie. Det gør vi måske fordi vi stræber efter det, uden at nogen af os nogensinde kan opnå det.

Vi må helst ikke fejle og slet ikke indrømme det når vi gør. Vi skal være stærke, selvom det er påtaget og vi ikke har noget at have det i.

Det vi har brug for lige nu, er lys, varme, fællesskab og håb.

Vi har brug for at vise tillid, selv til dem vi er bange for og tror vil os det ondt. Vi har brug for at kunne tale frit, uden risiko for at det skal have konsekvenser. Vi har brug for at kunne forsvare os selv, men på en måde hvor vi ikke nødvendigvis sigter efter at såre andre og gøre dem forkerte.

Jeg føler mig usikker på hvor verden er på vej hen. Måske klarer jeg det og måske gør jeg også en forskel på den rejse vi alle er på. Måske er vi på vej til et bedre sted, vi skal bare lige over nogle meget høje bjerge og et stort oprørt hav, men vi kommer nok til noget godt en dag. Vi må holde ved og være der for hinanden.